Ligestilling er normalt en god ting, der er værd at stræbe efter. Men lige netop, når det kommer til kriminalitet, har det altid været sådan, at der var langt flere kriminelle mænd end kvinder. Ingen har vel ønsket, at der skulle blive ligestilling på dette område, men det bliver der måske. Det viser en rapport fra justitsministeriet.
I hvert fald er kvinders kriminalitet steget med ca. 20% siden 1980. Stigningen skyldes for en dels vedkommende, at traditionel “kvindekriminalitet”, butikstyveri, fra at være noget, man fik en advarsel for, nu er blevet kriminalitet, som man bliver straffet for. Men det er kun en del af forklaringen.
Desværre viser det sig, at der også er flere kvinder, der begår voldskriminalitet nu, end der var tidligere. I 1980 var der en kvinde bag 3% af alle voldsforbrydelser, nu er det oppe på 10%.
Der er også langt flere kvinder, der begår fejl i trafikken, nu end der var i 1980. Men det er simpelthen fordi mange flere kvinder har fået kørekort.
Det er stadig ret sjældent, at kvinder kommer i fængsel. Kun 6% af de kvinder, der får en dom, kommer i fængsel. De andre betaler bøder, hvilket er den typiske straf for butikstyveri, der altså stadig er den dominerende form for kriminalitet hos kvinder. 45% af alle butikstyve er kvinder. Hmmn. Altså næsten “ligestilling” på dette punkt.