U.S.A. har netop givet den palæstinensiske regering 200 millioner dollars. Det har udenrigsminister Hilary Clinton sagt på en videokonference med premierminister Salam Fayyad. Den palæstinensiske stat har store økonomiske problemer, dels som følge af Gaza-konflikten, dels som følge af de restriktioner, Israel har pålagt landet.
Den palæstinensiske stat har derfor måttet optage store lån i kommercielle banker. Derfor kommer den amerikanske hjælp på et meget godt tidspunkt.
Flere arabiske lande havde lovet at hjælpe Palæstina økonomisk, men de har ikke holdt deres løfter.
Den israelske regering har udsendt en meddelelse om, at israelske krigsskibe to gange er sejlet gennem Suezkanalen i den senere tid. Mange mener, at denne meddelelse er en advarsel til den iranske regering om, at Israel vil være i stand til at angribe mål i Iran, hvis Israel beslutter sig for det.
Israelerne mener, at Iran forsyner palæstinenserne i Gaza med våben, og desuden har Iran flere gange truet med at sende missiler mod mål i Israel.
Ægypten, som har kontrollen med Suez, siger, at israelerne har ret til at sejle deres krigsskibe igennem kanalen, så længe målet ikke er at angribe ægyptiske interesser.
Iran testede i går et nyt missil. Det er en “forbedret” version af det såkaldte “Sajil” missil, der er et jord-til-jord missil, der kan række ca. 2000 km. Det er tilstrækkeligt til, at det kan nå mål i Israel. Den nye version kan ikke række længere, men der er sket forbedringer i teknikken.
Det er klart, at det bekymrer israelerne, at Iran har sådan et missil.
Der skal være præsidentvalg i Iran i næste måned. Hvis præsident Ahmadinejad kan vise, at han sørger for, at Iran har et stærkt militær, får han flere stemmer.