LOKK, Landsforeningen af kvindekrisecentre, oprettede sidste år en telefonrådgivning til indvandrerforældre, der har problemer med børneopdragelse. Men telefonen har nærmest slet ikke ringet i det år, der er gået.
Det er ikke, fordi der ikke er problemer. Det er man helt sikre på, idet indvandrerbørn til stadighed stikker af hjemmefra, bliver sendt på “genopdragelse” i hjemlandet, eller bliver skubbet ind i et ægteskab, de ikke er interesseret i, og alle disse ting er jo symptomer på problemer mellem forældre og børn.
Men når krisecentrenes rådgivning ikke bliver brugt, skyldes det måske, at indvandrerfamilier ikke har tradition for at søge rådgivning udenfor familiens kreds. Det kunne også skyldes, at der ikke er tilstrækkeligt kendskab til rådgivningen, eller at det måske er etniske danskere, der står for rådgivningen.
En rapport fra Danmarks Statistik viser, at indvandrere i Danmark sætter flere rekorder. Nogle rekorder af positiv art, andre af den modsatte slags.
Undersøgelsen fremskriver antallet af indvandrere og efterkommere af indvandrere ca. 16% af befolkningen i 2050, hvor det er ca. 9% i dag. Allerede her er der nogen af os, der har et problem: Hvor længe skal man blive ved med at være indvandrer eller efterkommer? Er vi ude i japanske tilstande, hvor efterkommerne af folk, der indvandrede fra Korea for 400 år siden, stadig omtales som “koreanerne”?
Ellers fortæller rapporten, at rekordmange indvandrerkvinder tager en uddannelse, faktisk ligger de foran de etnisk danske kvinder. På trods af det høje uddannelsesniveau er arbejdsløsheden blandt indvandrere stadig højere end blandt etniske danskere. Der er forholdsvis flere selvstændige blandt indvandrere og også forholdsvis flere kriminelle, end der er blandt etniske danskere.
Erhvervsmanden Asger Aamund har i et års tid været formand for bestyrelsen i regeringens “Center for Boligsocial Udvikling”. De erfaringer, han her har gjort sig, har fået ham til at have en mening om integration og beskæftigelse.
Han mener, at man skal frede de midaldrende indvandrere i ghettoerne. Det er alligevel håbløst at få dem integreret ved hjælp af beskæftigelse. I stedet for at “plage” dem med uddannelses- og aktiveringstilbud, så skal man lade dem være i fred og give dem en sum penge, som de kan leve af.
Derimod skal man satse massivt på at få de unge i gang med uddannelse og arbejde. Især mændene, mener Asger Aamund, at man skal sørge for at få i gang med noget fornuftigt.
