U.S.A. har netop givet den palæstinensiske regering 200 millioner dollars. Det har udenrigsminister Hilary Clinton sagt på en videokonference med premierminister Salam Fayyad. Den palæstinensiske stat har store økonomiske problemer, dels som følge af Gaza-konflikten, dels som følge af de restriktioner, Israel har pålagt landet.
Den palæstinensiske stat har derfor måttet optage store lån i kommercielle banker. Derfor kommer den amerikanske hjælp på et meget godt tidspunkt.
Flere arabiske lande havde lovet at hjælpe Palæstina økonomisk, men de har ikke holdt deres løfter.
Hilary Clinton, der er U.S.A.’s nye udenrigsminister, rejser i begyndelsen af marts til mellemøsten. Hun skal mødes med den afgående israelske premierminister, Ehud Olmert, og hun skal også mødes med Mahmoud Abbas.
Emnet for møderne er videre arbejde med fred i Mellemøsten. De skal også diskutere genopbygningen af Gaza. Repræsentanter for den ægyptiske regering skal også deltage i møderne.
Lørdag åbnede skolerne i Gaza igen for første gang efter våbenhvilens indførelse. Meget af den første dag gik med at registrere de børn, som havde mistet en mor eller en far eller deres hjem, så de kan få noget ekstra hjælp.
Ellers vil lærerne opfordre børnene til at tegne og fortælle om de forfærdelige ting, de har oplevet. Det kan hjælpe, når man skal leve videre, efter at man har mistet måske flere af de mennesker, der betyder mest for en.
Der er i alt 221 skoler i Gaza. De fleste af dem er delvist ødelagte.
Halvdelen af befolkningen i Gaza er under 18 år. 80 % af befolkningen er afhængig af fødevarehjælp fra FN.