En ny dansk undersøgelse af 6000 skoleelever har vist “sensationelle resultater”: Jo færre elever, der er i en klasse, jo bedre karakterer får de!
Hvis der nu er nogle, der tænker: “Det kan enhver idiot da regne ud!” – ja, så er det værd at tænke på, at vores nuværende regering jo vil have den danske Folkeskole gjort til en af verdens bedste, samtidig med, at den har pålagt kommunerne, der jo driver Folkeskolerne, store besparelser. Besparelser i Folkeskolen vil, alt andet lige, betyde flere elever i klasserne. Iflg. den nye undersøgelse kan man så helt præcist regne ud, hvad det øgede antal klassekammerater vil betyde for den enkelte elevs karakterer.
For at kommunerne kan spare nok, har de været nødt til både at lukke skoler og at fyre lærere. Begge dele fører til større klasser.
Undersøgelsen viser i øvrigt også, hvilket også enhver idiot kan regne ud, at den højere klassekvotient især er dårlig for de svageste elever. Mon ikke det var på tide, at nogen fortalte regeringen, at man ikke kan få den bedste Folkeskole i verden, hvis det ikke må koste noget, og slet ikke, hvis der skal spares på udgifterne til Folkeskolen?