Log ind | Den lille netavis

8. april 2010

Mange nye virksomheder

Filed under: Nyheder — Tags:, , , , , — admin @ 00:00

Alene i marts 2010 blev der startet godt 1900 nye virksomheder i Danmark. Det er det højeste antal på en enkelt måned siden december 2008.

Eksperter vurderer, at optimismen blandt iværksættere er tegn på, at økonomien er i bedring. Det er det helt rigtige tidspunkt at starte nye virksomheder, fordi mange af de gamle virksomheder har skåret så langt ned, at de ikke længere har kapacitet, hvis de skal udvide produktionen. Derfor vil de være interesserede i at skaffe underleverandører, og der kan de nystartede virksomheder komme ind i billedet.

Nu er der selvfølgelig ingen garanti for, at det vil gå godt med alle de 1900 nye virksomheder. I samme måned måtte knap 700 virksomheder nemlig lukke. Det eneste, man kan sige, er, at når der starter mange virksomheder, er der også en statistisk mulighed for, at flere af dem vil overleve.

4. april 2010

Angiveri

Stikkeri, sladren til myndighederne, hvad man nu kalder det, har traditionelt ikke været noget, der var populært her i landet. Men det ser ud til at være ved at ændre sig.

Flere danske kommuner har oprettet specielle telefoner, hvor folk kan ringe ind med anonyme tip om deres naboer. Nogle kommuner har oprettet specielle hjemmesider til formålet, hvor der er skemaer, man kan fylde ud. En enkelt kommune har endda givet borgerne mulighed for at vedlægge et foto af den person, der bliver meldt.

“Synderne” kan være sociale bedragere, folk, der arbejder sort, folk, der får sort arbejde lavet osv.

Når holdningen til det at melde sin nabo til myndighederne for økonomiske forhold har ændret sig, har det muligvis noget at gøre med den økonomiske krise. Hvis man selv har svært ved at få midlerne til at slå til, bliver det måske ekstra irriterende at se andre slippe nemt om ved det ved at snyde.

28. marts 2010

Mere genbrug

Filed under: Nyheder — Tags:, , , , , — admin @ 00:01

Danskerne er blevet mere glade for genbrug end nogensinde før. Gul og gratis, der er et annoncetillæg med loppemarkedsannoncer, melder om en 50% stigning i antallet af annoncer, og konkurrenten, Den blå avis har det sidste år modtaget 37% flere annoncer end året før.

Genbrug er ikke forbeholdt “fattigrøve”, hvordan man så end definerer sådan nogle, der er også folk med villa og stor bil, der er med på genbrugsbølgen.

Om det er finanskrisen eller større miljøbevidsthed, der gør, at folk er mere interesserede i at købe genbrugsvarer, er svært at sige. Men det er da kun glædeligt, hvis “brug og smid væk-kulturen” afløses af en noget mere ansvarlig omgang med ressourcerne.

Nyere indlæg »