Det hører med til juledagene, at vi skal høre om, hvor mange procent af danskerne, der er overvægtige og hvad man burde gøre ved det. Det er nok en nødvendig modvægt mod den fede julemad og de mange søde sager, der hører julen til. De smager bedre, når de bliver krydret med dårlig samvittighed.
Nu er det faktisk sådan, at godt halvdelen af alle danskere er overvægtige, og det er i sig selv ikke noget at spøge med, men nu viser det sig i en ny undersøgelse, at over 95% af danskerne selv mener, at de er overvægtige. De fleste mener, at det ville være sundere for dem at veje mindre. Et stort mindretal ville gerne veje mindre for at se pænere ud.
Men når næsten alle danskere selv mener, at de vejer for meget, kunne det tyde på, at de har et forvrænget billede af, hvor meget man skal veje. Her må modeindustrien nok tage ansvaret på sig, fordi de stadig bruger undervægtige fotomodeller, og dermed ophæver “anorexia nervosa”-udseendet til et ideal.
Vi har fået ørerne tudet fulde i lang tid med, at danskerne er for tykke, deres børn er for tykke osv. osv. Det har vi måttet høre på gennem 30 år, at der bliver flere og flere fede danskere. Ikke mindst her op til jul, hvor de fleste spiser mere, end de har brug for og mere, end der er godt for dem, skal vi høre på den slags.
Ca. halvdelen af mændene og 1/3 af kvinderne er overvægtige, men nu viser nye undersøgelser, at der ikke længere bliver flere fede, tvært i mod! Kurven ser ud til at være knækket, selv om der selvfølgelig stadig er mange overvægtige. Antallet af overvægtige er nemlig faldet med en 3-4% de senere år.
Eksperter mener, at det kan være kampagnerne for en sundere livsstil, der endelig er begyndt at virke. Mon ikke også den økonomiske krise kunne have haft betydning i denne forbindelse? Eller er det rigtigt, at sund mad koster mere end den usunde?
Iinstitut for Folkesundhed har lavet endnu en undersøgelse, der viser, at danskerne er et usundt folkefærd. Danskerne ryger for meget, de drikker for meget, de spiser for meget og de gider ikke dyrke motion.
En ud af tre danskere er overvægtig eller har forhøjet blodtryk, halvdelen har dårlig kondi, og en tredjedel har nedsat lungefunktion.
Hvis man ser på gruppen af ældre mennesker, bliver den helt gal: 80% af de ældre har kroniske sygdomme, som de lider af i flere år, før de dør for tidligt, sammenlignet med vores nabolande og lande, vi ellers sammenligner os med.
Hvad kan man så gøre for ændre på al denne elendighed? Jo, man kan vende sig til skolen. Skolen skal give flere idrætstimer og insistere på, at børnene kommer ud i alle pauser. Mon ikke skolerne er ved at være trætte af at skulle løse alle folkets problemer? De skal jo trods alt også sørge for, at børnene lærer noget!