Iranerne demonstrerer en gang årligt mod Israel og U.S.A. Det er en fast tradition. Årets demonstration foregik fredag, men den udviklede sig til ikke kun at være den traditionelle protest over Israel og U.S.A, den blev derimod også til en demonstration til fordel for Mir Hossein Mousavi, den kandidat, der tabte præsidentvalget tidligere på året.
Derfor førte demonstrationen til sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i hovedstaden, Teheran.
Dagen kaldes Al-gudsdagen. Den blev indført som national helligdag af Ayatollah Khomeini.
Historien om det iranske valg fortsætter. Vogternes råd har været nødt til at indrømme, at der har været fusket med stemmerne i mindst 170 byer. I disse byer er der simpelthen afgivet flere stemmer, end der er stemmeberettigede. Det kan dreje sig om op til 3 millioner stemmer for meget.
Vogternes råd havde ellers sagt, at de kun ville forholde sig til 10% af stemmerne, idet de mente, at det ville være tilstrækkeligt til at konstatere, om der var svindlet eller ej.
Taberen af valget, Mirhossein Mousavi, opfordrer det iranske folk til fortsat at protestere mod løgn og bedrag. I lørdags blev mindst 10 demonstranter dræbt, og Mousavi har derfor opfordret sine tilhængere til at demonstrere på en rolig måde.
Den første maj er arbejdernes internationale kampdag. I Danmark forløber demonstrationerne som regel fredeligt. Folk mødes, marcherer et stykke vej efter de røde faner, hører nogle taler, synger nogle sange, drikker nogle øl, spiser måske grillmad, hører musik og hygger sig. Sidste år handlede talerne meget om, at de offentligt ansatte gerne ville have noget mere i løn. I år var mange af talerne præget af den økonomiske krise. De handlede derfor om, hvad man kan gøre for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed.
I resten af verden var 1. maj-demonstrationerne ikke så fredelige. I Tyrkiet, Tyskland og Grækenland blev politiet sat ind mod demonstranter. I Frankrig var der mange, der demonstrerede mod den måde, deres regering har håndteret krisen på. I Moskva demonstrerede ca. 2000 personer for en tilbagevenden til kommunismen. I Tokyo var der også en stor demonstration.