BUPL, børne- og ungdomspædagogernes landsforbund har fået lavet en undersøgelse hos kommunerne. Undersøgelsen viser, at 6 ud af 10 kommuner vil spare på børne- og ungdomsinstitutionerne. Nogle kommuner vil lave flere lukkedage, nogle vil nedskære antallet af pædagoger eller støttepædagoger.
Støttepædagoger er tit ansat til at hjælpe de børn, der har specielle vanskeligheder, så hvis der skal spares for meget på dem, er der grund til at være bekymret.
Når man sammenholder disse besparelser med de besparelser, der skal foregå på skoleområdet, må man sige, at børnene i høj grad er med til at betale regningen, når der skal spares.
Samfundet, i dette tilfælde kommunen, har mulighed for at fjerne børn fra familier, der ikke kan finde ud af at passe på deres børn på en ordentlig måde, eller måske mishandler eller på anden måde behandler børnene dårligt. Vi har hørt om mange sådanne sager i den senere tid fra forskellige steder i landet.
Ud fra det skulle man måske tro, at der var flere børn nu om dage, der blev fjernet fra deres hjem og anbragt et andet sted, hos en plejefamilie eller på en institution. Men det er ikke tilfældet. Faktisk er antallet af “anbringelser” faldet fra godt 3500 sager i 2008 til 2800 sager i 2009.
Grundene til dette kan være mange. For det første er både pædagoger og andre enige om, at et hjem skal være meget dårligt, før den bedste løsning er at fjerne børnene. I nogle tilfælde kan man måske hjælpe familierne med børnene i deres hjem med hjemme-hos-pædagoger, f.eks. For det andet er det helt utroligt dyrt at anbringe børn hos en plejefamilie eller i en institution, og kommunerne skal spare nu for tiden. For det tredje er der sket det ulykkelige, at plejefamilier, der blev brugt af flere kommuner, faktisk selv mishandlede og vanrøgtede børnene i lang tid, uden at det blev opdaget. De børn blev jo svigtet af alt og alle!
Hvert år i sommerferien er der mange unge under 18, der tager et job for at tjene til studierne eller bare for at score lidt ekstra lommepenge. Da der er ekstra arbejde at få, bl.a. i hotel- og restaurationsbranchen, passer det jo også meget godt.
Men arbejdsgiverne sørger ikke for, at de unges arbejdsmiljø er godt nok og efter reglerne. Unge under 18 må f.eks. ikke løfte ting, der vejer mere end 12 kg, udskænke alkohol, eller arbejde uden at være blevet instrueret i, hvordan man undgår skader, når man arbejder.
Disse ting opdager LO‘s jobpatrulje på sin vej gennem sommerlandet. Det er et problem, for unge har en dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdet som andre. At blive skadet for livet er jo en høj pris at betale for lidt ekstra lommepenge.
Jobpatruljen henvender sig til de lokale afdelinger af fagforeningerne, når de støder på nogle forhold, der ikke er i orden. I ca. 30% af de sager, som Jobpatruljen undersøger, er der forhold, der bliver påtalt.