A
Aktie
subst. -n, -r. Et stykke papir, der er bevis for, at man ejer noget af en virksomhed (et aktieselskab). Aktier kaldes også værdipapirer. De kan købes og sælges på børsen.
Aktiekurs
subst. -en, -er. En aktie er påtrykt en værdi, f.eks. 100 kr. Aktier sælges og købes som oftest til en anden pris, end den der er påtrykt. Hvis aktien med pålydende 100 kr. sælges for 120 kr., siger man at kursen på den aktie er 120.
Anonym
adj. -, t, -e. Når man ikke fortæller, hvem man er. Når personens identitet er ukendt.
Appellere
verb. I. At anke en dom, man er utilfreds med. F.eks.: Man får en dom i byretten og appellerer den til landsretten.
Au-pair
subst.(egl. adj.) -,-. Egentlig “på niveau med”. I 60′erne og 70′erne blev udtrykket brugt i forbindelse med, at teenagere fra skandinaviske lande tog til især England, Frankrig og U.S.A. for at lære sprog i et år. I det år boede de som “en af familien” hos en familie i det pågældende land og hjalp lidt til med børnepasning, madlavning og rengøring til gengæld for husly og lommepenge. I nutidens Danmark bruges udtrykket i forbindelse med, at voksne kvinder fra Østeuropa og Asien kommer her til Danmark for at arbejde i private husholdninger.
B
Bakterie
subst. -n, -r. Mikroorganisme, der kan give infektioner.
Bedemand
subst. -en, -mænd. Person, som sørger for det praktiske, når et menneske er død. Man køber kisten hos bedemanden, og bedemanden kan lave de nødvendige aftaler med kirkegården eller krematoriet.
Bruttonationalprodukt
subst. -et, -. Den samlede værdi af de varer og tjenesteydelser, der produceres til privat eller offentligt forbrug eller nettoeksport (værdien af eksporten minus værdien af importen) i et land på et år.
Børs
subst. -en, -er. Børs betyder egentlig “pung”. I gamle dage havde man børser i alle de større byer. Det var der, landmænd og købmænd betalte afgift af de varer, de ville sælge på byens markeder. I vore dage betyder børs det sted, hvor man handler med værdipapirer, altså aktier og obligationer.
C
D
Dagpenge
subst. Penge, man får fra A-kassen, når man er arbejdsløs, hvis man har været medlem af A-kassen længe nok. Dagpengeperioden er den periode, hvor man kan få dagpenge. Lige nu er det 4 år.
Dusør
subst. -en, -er. Belønning, man får for at finde noget eller nogen.
Dømmende
præsens participium eller adj. Man taler om den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. I et demokrati er de tre skarpt adskilt. På den måde er borgerens retssikkerhed størst og fejl kan opdages og rettes. Den dømmende magt er domstolene og dommerne.
Døv
adj. -, -, -e. Kan ikke høre.
E
Efterløn
subst. -nen, -. Ordning, så man kan holde op med at arbejde, når man bliver 60 år. Man betaler noget ekstra til A-kassen i 40 år, hvis man vil have muligheden for at gå på efterløn.
Ekspert
subst. -en, -er. En person, der ved virkelig meget om et bestemt emne.
F
Fallit
adj. ubøjeligt. Når en forretning ikke længere kan betale sine regninger, siger man at den er gået fallit. Et synonym er bankerot. Med et verbum kan man sige det samme sådan: Forretningen er krakket.
Finanslov
subst. -en, -e. Finansloven er statens budget for det kommende år. Det er altså en oversigt over, hvordan staten regner med at skulle bruge sine penge.
Folketinget
subst. Det danske parlament kaldes Folketinget. Et ting er et råd, altså en gruppe af mennesker, der sammen bestemmer. I mange landsbyer har man tingsteder. Det kan f.eks. være en cirkel af store kampesten. Rådsmedlemmerne sad på stenene og diskuterede landsbyens affærer.
Fordom
subst. -men, me. En forkert idé om andre mennesker eller folkeslag. Fordomme fører tit til diskrimination.
G
H
I
Identitet
subst. -en, -er. I psykologi er identitet det, der gør, at vi er individer og ikke ligesom alle andre. Identitet er knyttet til selvværd, selvopfattelse osv.
Indsat
subst. den indsatte, de indsatte. Fange i et fængsel.
J
K
Konkurs
subst. -en, -er. adj. ubøjeligt. Det samme som fallit.
Krise
subst. -n, r. Vanskelig periode. Man kan tale om økonomiske, nationale, personlige osv. kriser.
L
Lovgivende
præsens participium eller adj. Man taler om den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. I et demokrati er de tre skarpt adskilt. På den måde er borgerens retssikkerhed størst og fejl kan opdages og rettes. Den lovgivende magt er folketinget.
Ludomani
subst. -en, -. Det at være sygeligt afhængig af spil, på samme måde som en alkoholiker er afhængig af alkohol, og en narkoman er afhængig af narkotika. En person med ludomani kan også kaldes ludoman.
M
Melamin
subst. -et. Melamin bruges i produktionen af plastic. I mælkeskandalen fra Kina har man tilsat melamin til mælken. Melaminet viser sig ved en overfladisk analyse som protein. De kinesiske bønder får flere penge, jo mere protein, der er i deres mælk.
Mobbe
verb. I. At drille nogen på en så grov måde, at de bliver kede af det. Verbet, som svarer til substantivet mobning.
Mobning
subst. -en, -. Grove drillerier, som gør offeret ked af det.
Monopol
subst, -et, -er. Eneret. Hvis et firma ikke har nogen konkurrenter på markedet, kan man sige, at det har monopol. Hvis myndighederne ikke regulerer sådan et firma, kan det selv fastsætte sine priser.
N
Nepotisme
subst. -n, -. Kommer af latin nepos, som betyder “nevø”. Bruges om det forhold, at magtfulde mennesker sørger for at skaffe gode jobs til medlemmer af deres egen slægt og familie.
O
Overførselsindkomst
subst. -en, -er. Kontanthjælp, sygedagpenge, sociale pensioner, dagpenge kaldes under et for overførselsindkomster.
Overskud
subst. -et, -. Når man trækker omkostningerne fra salgsprisen, får man overskuddet. Et synonym er profit.
P
Panik
subst. -ken, -. Det, at man pludselig bliver meget bange og handler uden at tænke.
Q
R
Recession
subst. -en, -er. Periode, hvor den materielle udvikling i et samfund går langsommere end før. Bruges tit om økonomiske krisetider. Hvis en recession varer længe og er meget alvorlig, bliver den til en depression.
Reklamation
subst. -en, -er. En klage over en vare. De fleste forbrugsgoder som f.eks. en fryser eller en computer har en reklamationsperiode på to år. Mange mennesker kalder det lidt fejlagtigt for garantiperioden.
Rocker
subst. -en, e. Medlem af motorcykelbande som f.eks. Hell’s Angels, Bandidos og lignende.
S
Sammenhængskraft
subst. -en, -. Graden af menneskelige forhold mellem forskellige grupper i et samfund. Hvis sammenhængskraften i et samfund er god, betyder det, at der ikke er stor afstand mellem forskellige sociale grupper, og at grupperne har mange kontakter med hinanden. Politikere siger ofte, at dårlig integration er en trussel mod sammenhængskraften.
Straffeattest
subst. -en, -er. Et stykke papir, man kan få hos politiet. På papiret står, om man har været straffet. Mange jobs kræver, at man har en “ren” straffeattest, altså at man ikke har begået kriminalitet og er blevet straffet for det.
T
Tredjeverdensland
subst. -et, e. Fattigt land i Afrika, Asien eller Latinamerika. Det samme som et u-land.
Tropisk
adj. -, -, e. Om troperne. Det vil sige de varme lande, der ligger i nærheden af ækvator.
Tålt ophold
subst. -et, -. Når udlændinge er blevet udvist af Danmark, er det somme tider sådan, at de ikke kan sendes til det land, de kommer fra. F.eks. hvis de risikerer at blive tortureret i hjemlandet, så må Danmark ikke sende dem dertil, og de får så lov til at blive i Danmark. Tålt ophold er ikke det samme som opholdstilladelse.
U
Udøvende
præsens participium eller adj. Man taler om den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. I et demokrati er de tre skarpt adskilt. På den måde er borgerens retssikkerhed størst og fejl kan opdages og rettes. Den udøvende magt er regeringen, myndighederne, politiet.
U-land
subst. -et, e. Fattigt land i Afrika eller Asien . U’et står for “udviklings-”. Det modsatte er et I-land hvor I’et står for “industri-”. U-lande kaldes også somme tider for tredjeverdenslande.
V
Vare
subst. -n, -r. Ting, man kan købe og sælge.
Virus
subst. -et , -, -ser (el. vira). Mikroorganisme, der f.eks. spreder sygdomme som forkølelse og influenza. Man taler også om computervirus, men i det tilfælde er det et lille program, der ødelægger de filer, man har på computeren.
W
X
Y
Ytringsfrihed
subst. -en. Frihed til at sige og skrive offentligt, hvad man vil, uden censur. Friheden er en frihed under ansvar. Hvis man skriver eller siger noget som er løgn eller ærekrænkende, kan man naturligvis blive straffet for det bagefter, men der er altså ikke nogen, der på forhånd vil sørge for, at tingene ikke bliver sagt eller skrevet. Ytringsfrihed er nødvendigt i et demokrati. Det står derfor i grundloven, at vi har ytringsfrihed i Danmark.