Efter, at det er kommet frem, at Helle Thorning-Scmidt har opgivet modstridende oplysninger til skattevæsenet, er pressen igen efter hende. Det viser sig, at HTS i forbindelse med en ansøgning om, at hendes mand kunne stå som medejer af deres hus i København, har opgivet, at manden er i Danmark i hver eneste week-end året rundt. Samtidig har hun jo som bekendt også opgivet, at han kun er i Danmark i 33 week-ender om året, dette som argument for, at manden ikke skal betale skat i Danmark.
Stephen Kinnock har valgt at betale skat i Danmark nu, og han står stadig ikke som medejer af familiens hus i København, men det har åbenbart intet at sige.
Samtidig har udenrigsminister Lene Espersen igen valgt at sende afbud til et møde, hvor bl.a. Hilary Clinton deltager, fordi udenrigsministeren er på familieferie. Dette bliver Lene Espersen så igen kritiseret voldsomt for.
Helle Thorning-Schmidt valgte at afbryde sin familieferie for at forklare sig over for pressen. Så må vi jo se, om det virker. Redaktionen her på Den lille netavis mener stadig, at pressen normalt ikke går mandlige politikere på klingen på den måde. Der er tale om en moderne version af heksejagt, selv om det har været Skt. Hans i år!