Dansk Folkeparti mener jo, at 24-årsreglen har været en stor succes. Der er tale om den regel, der gør det umuligt at få familiesammenføring med en ægtefælle, hvis ikke begge ægtefæller er over 24 år. Reglen blev indført, sagde man, for at forhindre tvangsægteskaber.
Fordi denne regel nu har været sådan en succes, vil DF ændre den. De vil have, at ægtefællerne nu begge skal være over 28 år for, at de kan få familiesammenføring i Danmark. Gennemsnitsalderen for etniske danskere, der indgår ægteskab, er ca. 32 år for kvinder og 34 år for mænd, men man har jo lov at gifte sig fra og med det 18. år. Man skal heller ikke glemme, at de fleste etniske danskere bor sammen som ægtefolk i indtil flere år, før de evt. gifter sig, for det er jo ikke en given sag.
Der har været forskellige reaktioner fra politisk hold, de fleste har sagt, at en 28-års regel ville være diskriminerende. Hvorfor en 24-års regel så er OK, er der ikke nogen, der har haft et bud på.
Men nu er integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kommet med en reaktion: Det vil være dårligt og forkert med en 28-års regel, for det vil betyde at mange flere vil forsøge at få opholdstilladelse i Danmark via EU-reglerne. Dette vil i sin tur betyde, at parrene har slået sig ned i et andet EU-land i en årrække. En årrække, som de ikke har kunnet bruge på at integrere og uddanne sig i Danmark.