I disse år er 6 ud af 10 studerende af hunkøn. Dette får følger for befolkningssammensætningen forskellige steder i Danmark. De veluddannede, enlige, kvinder slår sig hovedsageligt ned i og omkring de store byer, mens de mænd, der ikke får nogen uddannelse, bliver boende mere eller mindre der, hvor de er født.
De veluddannede kvinder får selvfølgelig gode, eftertragtede job, mens de uuddannede mænd må arbejde som løsarbejdere, chauffører, håndværkere eller i andre job, der ikke kræver højere uddannelse.
I Hørsholm, Dragør og Allerød er der dobbelt så mange enlige kvinder som mænd. I Skive, Struer og Lemvig forholder det sig nærmest omvendt.
Hvis vi nu levede i et samfund, hvor man lagde vægt på, at alle stiftede familie, så ville vi sandelig have et problem her i Danmark.