De mange varslede fyringer på sygehusene i København og i Midtjylland har givet anledning til en spørgetid i Folketinget.
Lars Løkke Rasmussen skælder ud på regionerne og kalder deres administration af sygehusudgifterne for absurd, meningsløs og dårlig. Oppositionens ledere havde anklaget Lars Løkke Rasmussen for at bære hovedansvaret for den dårlige økonomiske situation, som sygehusene nu befinder sig i. Men det afviste statsministeren altså. Han siger, at sygehusene nu har 21 milliarder kr. mere at gøre godt med end i 2001, og det burde være nok.
I denne forbindelse truede statsministeren med, at man da bare kan nedlægge regionerne og lade staten overtage ansvaret for sygehusene. Men bagefter sagde statsministeren dog, at han står ved skabelsen af regionerne, og at de er en bedre løsning, end den man havde før. Før regionerne kom til, var det som bekendt amterne, der havde ansvaret for sygehusene.