Log ind | Den lille netavis

30. juni 2010

Mange småbørn får ingen ferie

Filed under: Nyheder — Tags:, , , — admin @ 00:01

En hurtig rundspørge til nogle danske børnehaver, foretaget af foreningen Børns Vilkår og BUPL, viser, at ca. 1/4 af alle vuggestue- og børnehavebørn slet ingen ferie får.

Da det at gå i vuggestue og børnehave mange gange er hårdt arbejde for børnene, kan man undre sig over, hvad forældrene mon har tænkt.

Det har foreningen Børns Vilkår også undret sig over, og svaret er, at forældrene til de ferieløse småbørn deles i to grupper:

Den ene gruppe er de socialt svage forældre, der ikke har ressourcer til at foretage sig noget særligt i ferietiden, som f.eks. at rejse. De tænker typisk, at daginstitutionens tilbud til ungerne nok er bedre, end hvad de selv måtte kunne finde på.

Den anden gruppe er forældre, der har så travlt med karrieren, at de ikke selv har tid til at holde ferie. Så kan deres børn heller ikke holde ferie.

Men forældre bør tænke sig om: Det at holde ferie kan godt være, at man er derhjemme og går rundt i nattøj til langt op på dagen og ikke skal stresse og jage for at nå en hel masse ting. Det har alle mennesker, også små børn, brug for en gang imellem. Desuden tilbringer moderne børn i virkeligheden ikke særlig meget tid sammen med deres forældre, og det er faktisk nødvendigt, at man er sammen med sine børn i ferierne for at komme tæt nok på hinanden.

29. juni 2010

Kød kan scannes

Filed under: Nyheder — Tags:, , , , , — admin @ 00:01

Der har været en masse ballade om det kød, vi kan købe i supermarkederne, i de seneste år. Man har ligefrem talt om kød-skandaler. Der har været tale om gammelt kød, der blev pakket om, når sidste salgsdato var overskredet, oksekød med rester af svinekød, lammekød med rester af svinekød osv. Man har ikke talt så meget om, hvilket kød supermarkedernes delikatesseafdelinger har brugt til fremstilling af de lune frokostretter, men lad det nu ligge.

Siden 2001, da V-K-regeringen trådte til, er der blevet skåret voldsomt ned på fødevarekontrollen, og resultatet har været det ovenstående. Samtidig er forringelsen af levnedsmidler nok et fænomen, man også oplever på internationalt plan. Der er simpelthen en masse penge i at snyde forbrugerne!

Men nu har en studerende på Syddansk Universitet opfundet en scanner, der kan afgøre, om kød er blandet sammen af forskellige typer. Med nogle få ændringer vil scanneren også kunne afgøre, hvor gammelt kød er. Det vil være muligt at køre scanneren hen over kødet, mens det ligger i køledisken. Altså en meget nem metode til at afsløre madvaresvindel.

Nu må vi se, om der er nogen, der vil betale for videreudvikling af scanneren, og om der er nogen, der er villige til at sætte den i produktion!

28. juni 2010

Madordning dumper

Filed under: Nyheder — Tags:, , — admin @ 00:01

Analyseinstituttet CASA har lavet en undersøgelse af, hvad børnene i en lang række 7.-klasser synes om deres skolers madordning.

Det viser sig, at de ikke synes noget videre om madordningen. Maden er for dyr, for ensformig og der er ganske enkelt for lidt af det, som børn kan lide, f.eks. pizza, shawarma, hotdogs og burgere. Nogle elever fremhæver også, at der er for meget svinekød i maden.

De fleste madordninger tager en 24-25 kr. for en frokost. 3/4 af de adspurgte mente, at 14-15 kr. pr. gang ville være en rimelig pris. De socialt svageste pegede på, at prisen skulle ned omkring de 11 kr. for en frokost, før de ville finde tilbudet interessant.

Af de børn, der ikke bruger madordningen, angiver ca. 50%, at det er fordi de har frokost med hjemmefra. 1/3 svarer, at de venter med at spise, til de kommer hjem. 10% svarer, at de aldrig spiser frokost.

Hvis meningen med at lave en madordning i skolen er, at alle børn skal have et måltid midt på dagen, så man kan sikre sig, at de er i stand til at lære, uanset hvilken social baggrund, de kommer fra, må man altså sige, at ordningen ikke virker.

Det er givet muligt at lave sunde pizzaer, burgere og andre former for fastfood. Om det er muligt at lave det til en salgspris på 10-11 kr. er et spørgsmål. Det er også et spørgsmål, om samfundet vil træde til og støtte ordningen, så prisen kan holdes på et niveau, hvor alle kan være med.

Nyere indlæg »