For 5 år siden begyndte man at eksperimentere med nationale test i Folkeskolen. I mandags skulle man så for første gang lave testen “rigtigt”, og teknikken viste sig igen at være fejlbehæftet, så man måtte stille testen i bero. Det har fået diskussionen om nationale test til at blusse op igen.
Danmarks Lærerforening har kaldt de nationale test en farce, og oppositionspolitikere er nu fremme med det synspunkt, at det ikke kun er det tekniske, der er forkert ved testene. Testenes indhold er også forkert. De er nemlig konstrueret sådan, at når en elev løser en opgave rigtigt, får han eller hun en sværere opgave, og sådan fortsætter det, indtil eleven får en opgave, som han eller hun ikke kan løse. Dette, synes man, er upædagogisk.
Desuden er oppositionspartierne mod hele idéen med nationale test, hvor resultaterne skal offentliggøres på internettet. Det vil ikke give bedre kvalitet i Folkeskolen, det vil derimod få forældrene til at “shoppe”. Det vil betyde, at man så vil ende med nogle skoler, hvor alle de ressourcestærke forældres ressourcestærke børn går, og så nogle i alle måder svage skoler med svage elever.