Log ind | Den lille netavis

1. marts 2010

Problemer på turné

Filed under: Nyheder — Tags:, , — admin @ 00:01

Fra tid til anden hører vi om familier med store problemer, der flytter fra kommune til kommune, så familierne ikke får den hjælp som de, især børnene, har brug for. Sidst var det et tilfælde i Brønderslev, hvor en familie med 9 børn fik fjernet de 8 børn, efter at den ældste datter havde meldt sin stedmor og sin far for mange former for mishandling. Stedmoderen og faderen havde også opfordret de øvrige børn til at mishandle den ældste datter, der i pressen bliver omtalt som “lettere retarderet”.

Men det er ikke første gang, vi hører om den slags familier, og det er ikke første gang, vi hører om børn, der bliver mishandlet og vanrøgtet i en grad, så man næsten ikke kan holde ud til at tænke på det. Vi har jo en lov her i landet, der pålægger alle, der får viden om, at børn ikke blive behandlet rigtigt, at melde det til politiet eller de sociale myndigheder. Det lader til, at familierne typisk flytter til en ny kommune, når de mærker, at myndighederne kommer for tæt på. Så kan de starte forfra, og børnene bliver mishandlet endnu et stykke tid.

Spørgsmålet bliver så, hvorfor man ikke kan lave et system, så oplysninger om sådanne familier kan følge familien til næste kommune, så det slet ikke kan betale sig for familien at flygte fra myndighederne.