Pengene fosser jo stadig ud af statskassen, og den eneste vej ud af den misère er, at flere arbejder mere og betaler mere i skat, evt. kombineret med, at færre får overførselsindkomster. Regeringen har jo allerede peget på, at det vil være noget af et columbusæg, hvis man kunne få de syge til at stå op og arbejde. Det gælder især de langtidssyge, og dem henvender kampagnen “Syg med job” sig til.
Men nu er der også andre, der er ude med ragekniven. F.eks. en mand, der har været kommunaldirektør i mangfoldige år, og som mener, at der er mange offentlig ansatte, som man slet ikke ved, hvad laver. Det kan man konstatere, når de f.eks. får et nyt job og slet ikke savnes efterfølgende.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg er også ude og sige, at sygefraværet i det offentlige skal ned. Det har fået andre til at tale om “pjæk”. Men hvad nu, hvis det i virkeligheden forholder sig sådan, at folk bliver syge af deres arbejde? Noget kunne tyde på det, idet sygefraværet hos det offentlige er stigende. Så hjælper det næppe at sige til de syge, at de skal “tage sig sammen”, hvis de rent faktisk er ved at gå ned med stress.
De sidste 3 år er antallet af danskere, der får antidepressiv eller angstdæmpende medicin steget med 12% til ca. 440.000 personer. Stigningen er ikke ens fordelt, idet der er en tendens til, at folk i provinsen får mere medicin end folk i og omkring hovedstaden.
Når man skal behandle depression og angst, er der som regel flere muligheder. Lettere tilfælde behandles som regel bedst med samtaleterapi. Samtalerne kan enten foregå hos den praktiserende læge eller hos en psykolog. Men de praktiserende læger har travlt, og det koster mange penge at gå til psykolog.
Derfor bliver medicin den udvej, man tyr til. Der er bare det problem, at medicinen ikke altid hjælper. I nogle af de såkaldte “lettere tilfælde”, hjælper medicinen slet ikke, sandsynligvis fordi problemerne skyldes en ubalance i patientens liv og ikke en ubalance i hjernens kemi. Men selv om medicinen ikke hjælper, får patienten stadig bivirkninger, så det er jo alt i alt en dårlig handel.
I nogle kommuner mangler man simpelthen praktiserende læger, hvilket gør, at de læger, der faktisk er der, har ekstraordinært travlt og måske føler sig ekstra fristet til at forsøge at hjælpe deprimerede patienter med medicin, snarere end med samtaler, som man ikke har tid til.
Nogle mennesker kan altså ikke forstå det, når de har tabt. Det gælder f.eks. den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, der nu turnerer hele U.S.A. med sit såkaldte “tea-party” og på bedste højrepopulistiske vis laver ballade, hvor hun kommer.
Hun mener f.eks. at der stadig er en chance for at vælte Obamas sundhedsreform. Hun er stærk modstander af reformen, fordi hun mener, at det er en måde at indføre socialisme ad bagdøren. Nu er Palin ikke den skarpeste kniv i skuffen, og hun sørger også for ikke at lade fakta påvirke sine synspunkter. Under valgkampen blev hun f.eks. spurgt, hvilke aviser, hun læste, og hun var ikke i stand til at nævne en eneste.
På hendes turné rundt i landet siger hun f.eks. “you’re fired” (I er fyret) til diverse politikere, som hun er uenig med. Hun har det som et erklæret mål, at republikanerne skal vinde det midtvejsvalg, der skal foregå i november. Hun har også nogle mere eller mindre direkte udsagn om at “eliminere” præsidenten. Hele hendes kampagne er på kanten af at være racistisk, og den appellerer i den grad til uoplyste, højreorienterede amerikanere.
