Log ind | Den lille netavis

31. juli 2009

Mange fik nej

Filed under: Nyheder — Tags:, — admin @ 00:01

Torsdag fik de unge besked om, hvorvidt de var kommet ind på den uddannelse, de havde søgt eller ej. Ca. 25% har fået “nej”. Det kan lyde mærkeligt, for vi lever jo i et samfund, hvor de unge mennesker – og også andre – får ørerne tudet fulde med, hvor vigtigt, det er med uddannelse.

Men uddannelsespladser er altså et knapt gode; der er adgangsbegrænsning. Der er ikke nok, til alle, der vil have. Der er frem for alt ikke nok pladser på de mest populære uddannelser eller de mest populære uddannelsessteder. Der er stadig ledige pladser på mange uddannelser, og disse vil blive tilbudt til de unge, der ikke fik deres ønske opfyldt.

Vejledere har sagt, at man ikke skal sammenligne uddannelse med en forelskelse, men derimod med at købe ny bil. Det handler ikke om den eneste ene, men om det man har råd til og brug for.

30. juli 2009

Stressende at komme på arbejde

Filed under: Nyheder — Tags:, , — admin @ 00:01

Fagforbundet 3F’s hjemmeside har en artikel om, at det kan være stressende at komme tilbage til jobbet efter en ferie. Det kan f.eks. handle om, at der ligger flere tusinde e-mails i indbakken, og at folk så mener, at de er nødt til at svare på dem alle sammen den første dag. Omvendt mener de eksperter, 3F har snakket med, at det er en virkelig dårlig idé, hvis folk checker deres mail i ferien. Det var da ellers en måde at undgå det første problem på!

Andre eksperter mener, at det er et godt tegn, hvis man føler sig lidt stresset de første dage. Det skulle nemlig være et tegn på, at man virkelig har holdt ferie og slappet af. Men ellers skulle løsningen på problemet være, at man tager sig tid til at komme i gang igen og ikke tror, man skal klare tre ugers arbejde på den første arbejdsdag efter ferien.

29. juli 2009

Uro i Nigeria

Filed under: Nyheder — Tags:, , , , , — admin @ 16:24

Det nordlige Nigeria er skueplads for uroligheder for tiden. Det handler om, at nogle islamister er utilfredse med den måde, det nigerianske samfund fungerer på. De er blandt andet utilfredse med det, de kalder “vestlig skoleuddannelse”.

De nigerianske myndigheder har taget ret håndfast på urolighederne. De har dræbt ca. 100 af de påståede islamister. De siger, at de ønsker at tage et alvorligt problem i opløbet.

Lederen af den islamistiske sekt, Boko Haram, hedder Mohammed Yusuf, og hans tilhængere har hærget den nordlige by, Maiduguri, med macheter, knive, hjemmelavede geværer og hjemmelavede brandbomber.

Man mener, at over 150 personer er blevet dræbt under urolighederne.

Man mener ikke, at flertallet af muslimer i Nigeria er enige med sekten Boko Haram.

Nyere indlæg »