Der er fest i mange irakiske byer i dag. Det er nemlig dagen, hvor de amerikanske soldater trækkes ud af byerne. I stedet skal irakisk politi og irakiske soldater stå for opretholdelsen af lov og orden i byerne. General Odierno, der er chef for de amerikanske styrker i Irak, siger, at han mener, irakerne er parat til at overtage ansvaret.
Barack Obama har sagt, at der er sket en dramatisk forbedring af sikkerhedssituationen i Irak. Der har været bombeangreb for nylig, men amerikanerne mener alligevel, at Irak er parat til selv at stå for sikkerheden. Der vil kun være få amerikanere i hver irakisk by. De skal fungere som undervisere for det irakiske politi og militær. 131.000 amerikanske soldater, der skal blive i Irak en tid endnu, nogle af dem helt frem til 2011, er blevet indkvarteret andre steder end i byerne.
De iranske myndigheder arresterede i går 8 ansatte på den britiske embassade i Teheran. Iranerne siger, at de 8 er involverede i optøjerne i byen. Briterne siger, at iranerne helt klart kun er ude på at chikanere dem.
Denne forværring af forholdet mellem de to lande kommer efter, at Teheran udviste to britiske diplomater, og efter at Storbritannien gjorde gengæld ved at udvise to iranske diplomater.
Iran har også udvist BBCs korrespondent i Teheran og fængslet en anden britisk journalist, fordi han ville skrive om urolighederne efter det iranske valg.
Jacob Lange fra Københavns universitet siger, at unge, der gerne vil på universitetet, skal sørge for at få en god studentereksamen med så mange fag på A-niveau som muligt, hvis de vil være sikre på at komme ind. Unge mennesker, der hellere vil spille fodbold eller lave andre ikke-boglige ting, løber en risiko for ikke at kunne komme på uni.
Grunden til dette er dels, at over 50% af en ungdomsårgang får en studentereksamen eller tilsvarende nu om dage, dels at den nye karakterskala med 7 trin gør, at flere unge end før får topkarakterer.
Derfor skal man ikke tage fejl af det: Ganske vist er højere uddannelse gratis i Danmark, og man kan få støtte fra staten, mens man studerer, men dette betyder på ingen måde, at højere uddannelse er for alle. Der er et begrænset antal pladser, især på de mest populære uddannelser, og kun de bedste kommer ind.