Log ind | Den lille netavis

31. maj 2009

Kina vrede på Løkke

Filed under: Nyheder — Tags:, , , , — admin @ 00:01

Dalai Lama er i Danmark for tiden. Han har haft et privat møde med udenrigsminister Per Stig Møller og han har også besøgt statsminister Lars Løkke Rasmussen på Marienborg. Det er Kina blevet fornærmet over. Kineserne mener, at Dalai Lama er en slags terrorist eller oprørsleder. Dalai Lama flygtede fra Tibet i 1959, og siden har han levet i eksil i Indien. Han har også rejst over store dele af verden, hvor han holder seminarer og underviser i buddhisme, som han også gør det i København i disse dage.

Kina annekterede i sin tid Tibet, og de mener åbenbart, at Dalai Lama arbejder for at Tibet igen skal være et selvstændigt land. Kina siger, at fordi de danske politikere har taget mod Dalai Lama, har de skadet Kinas interesser og forholdet til Kina. Lars Løkke Rasmussen siger, at Dalai Lama besøgte ham som privatperson, og at Danmark har et udmærket forhold til Kina. Dalai Lama besøgte også Danmark for 6 år siden. Da blev han også modtaget af den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

30. maj 2009

Luk grænserne?

Filed under: Nyheder — Tags:, , , — admin @ 00:01

EU blev jo udvidet med 10 østeuropæiske lande i 2004. Nu har et meningsmålingsinstitut lavet en undersøgelse, som viser, at 70% af danskerne mener, at der er blevet mere kriminalitet i Danmark siden 2004 på grund af denne udvidelse. 58% af de adspurgte mener desuden, at grænsekontrollen inden for EU bør genindføres for at stoppe de kriminelles fri bevægelighed.

EU-eksperter mener, at det er helt urealistisk, at grænsekontrollen bliver genindført. Derimod mener eksperterne, at det ville være godt, hvis politiet indenfor EU fik et bedre samarbejde, og de mener også, at et sådant udvidet politisamarbejde vil være muligt.

29. maj 2009

Regeringen undervurderer krisen

Filed under: Nyheder — Tags:, , — admin @ 00:01

En rapport fra “de økonomiske vismænd”, der er en uafhængig institution under økonomi- og erhvervsministeriet, anbefaler, at det offentlige fremskynder investeringer for 15 milliarder kr. til 2010 for at tage det værste af krisen.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, siger at rapporten er dyster læsning. Den viser, at regeringen har undervurderet krisen, og at der skal gøres mere, end regeringen allerede har foreslået, for at holde samfundet i gang.

Vismændene mener, at der vil være ca. 160.000 ledige i 2010, og det er så mange, at Helle Thorning-Scmidt mener, at man må gribe sagen an på en anden måde. Hun mener, at der skal langsigtet planlægning og store investeringer til. Det er ikke nok at lave en lille “pakke” til først det ene og så det andet.

Nyere indlæg »