En ny rapport fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser, at kvinder gennemsnitligt arbejder 34,13 timer om ugen, mens mænd arbejder 36,48 timer om ugen. Det gælder for fastlønnede.
Man mener, at grunden til forskellen er, at kvinder i højere grad end mænd tilrettelægger deres arbejde under hensyntagen til familiens behov. Det er da også især kvinder med små børn, der lægger mindre tid på arbejdspladserne.
Det kom frem i den forgangne uge, at man på nogle plejehjem vækker gamle mennesker om natten, fordi de skal i bad. Det er sket for at fordele arbejdet mere ligeligt mellem nattevagt og dagvagt på plejehjemmet. Det var især de svageste gamle, de demente og dem, der ikke gjorde vrøvl, der blev udsat for nattevaskeriet.
Nu har velfærdsminister Karen Jespersen sagt, at nattevaskeriet skal stoppe omgående. Der står faktisk i loven, at de ældre skal passes på en værdig måde. Det er ikke værdigt at vække folk midt om natten, hjælpe dem i bad og klæde dem på, og så lægge dem i seng igen, alt sammen bare for at rationalisere arbejdet.
Har du husket at stille uret en time frem? Sommertiden begynder i dag. Klokken 02 skal man stille uret frem til 03. Det siges, at hver familie sparer elektricitet for 150 kr. om året, fordi vi holder sommertid. Det skulle svare til ca. 350.000 ton CO2 mindre i atmosfæren.
Der er stærkt delte meninger om sommertiden. Mange mennesker er trætte og uoplagte i indtil flere uger efter, at vi har stillet uret frem. Man oplever noget, der svarer til jet-lag, når man mister den ene time. Heldigvis får vi den tilbage til efteråret.